Palolem Beach, Goa

9 mar

Så er ferien sgu ovre. For ti minutter siden sendte jeg en sentimental bedstemor med taxi mod lufthavnen, videre til Delhi og hjem mod kolde farveløse Danmark i morgen. Nu er jeg alene. Helt alene.

Om få timer tager jeg bussen mod Bangalore. Da jeg har været lidt for sent ude med at få reserveret er det blevet til en lidt dyrere tur end beregnet, men sammenlignet med danske priser er det jo ingenting. Jeg ankommer i morgen klokken 6.30 til Majestic i Bangalore, hvorefter jeg forhåbentlig hurtigt kan få fundet en bus, der kan kører mig den sidste time ud til Whitefield. Abhayadhama Human Development Center.

Brother Das ringede til mig i forgårs for at høre, hvornår jeg kom. Det var underligt at høre hans stemme igen. Derefter ringede Kumar. Efter Kumars opkald kunne jeg mærke, at jeg selvfølgelig glæder mig som et lille barn til at se alle de friske, gæve drenge igen. Søndag bliver en dag i dansens tegn, hvis jeg kender drengene ret.

Efter mit besøg hos Abhayadhama skal jeg videre til Tamil Nadu (Madurai) hvor min plan er at gennemføre 14 dages ashram. Men nu må vi se….

Sidst i marts bevæger jeg mig nordpå for at ramme Holi festivalen, der forvandler hele Nordindien til en marihuanarygende, farveladekastende, dansende, gudstilbedende folkefest. But the things is… Jeg er alene. Ingen forpligelser den næste måneds tid, forhåbentlig bare en masse sjov!

Forresten Goa: åh, Goa. Vejret har været skønt (nogle dage lidt for skønt til min og bedste lyse teint) Men det er nogenlunde det. Goa er ikke Indien. Goa er et paradis, ja. Men der er eddermame mange fulde russer i paradis…

20130309-140248.jpg
Solnedgang

20130309-140312.jpg
Brændt Line

20130309-140320.jpg
Brændt Bedstemor med turisttøjet på.

Kolkata

5 mar

Ih altså, hvor har jeg meget at fortaelle. Vi forlod Varanasi med (for mig vedkommende) kun gode og positive minder. Jeg skal helt sikkert tilbage engang…

Kolkata:
Næste destination var Kolkata, hvor vi skulle være små to døgns tid, så jeg kunne se de projekter, jeg skal arbejde på her om en lille måneds tid.

Med fare for at gentage mig selv: jeg skal fra midt april til midt juli arbejde for LittleBigHelpers i Kolkata. LittleBigHelpers er en dansk organisation startet af Lisbeth, som opgav stor karriere i England for at hjælpe børn i Indien. Jeg glæder mig super meget til at arbejde for LBH, da de er meget anderledes end andre hjælpeorganisationer, f.eks. siger de nej til rigtig mange frivillige, fordi man skal være sikker på, at det er kvalificeret folk, der omgiver og tager sig af de skrøbelige sårbare børn. (Her kan man måske tænke at det er sjovt, at jeg har den holdning, når jeg selv har været “ukvalificeret” frivillig og egentlig stadig er det…) Ydermere har LBH absolut minimum administrations- og lønnningsudgifter. Alt i alt er jeg – indtil videre – ovenud lykkelig for at være blevet valgt som frivillig for LittleBigHelpers!

Nå, tilbage på sporet…. Vi mødte Lisbeth på en cafe samme aften, som vi ankom for at snakke og sådan. Bedstemor og hende fik snakket om ideer til fundraising arrangementer, artikler etc. Vi aftalte at næste dag klokken 11 skulle vi mødes med en ansat fra LBH, som ville vise os (plus dansk journalist og indiske fotograf) de to etablerede projekter i Kolkata: slumskolen og day care ved stationen.

Næste morgen måtte jeg desværre selv tage afsted på eventyr da min kære mormor var blevet i den grad syg, men mere om det senere….

LBH har et day care center ved Howrah station (som snart bliver til et døgncenter, men nok mere om det senere..). Jeg vil ikke skrive en masse om det, men det var skidespændende og virkelig et flot og vigtigt projekt. Jeg kom med over på stationen, hvor jeg mødte børn og unge (helt ned til femårs alderen) der sniffede lim og nægtede at tage imod LBHs hjælp, da det betyder et farvel til limen. Grænseoverskridende…
(Specielt til Camilla: i den grad streching zone!!!)
Det er her ved stationen at jeg efter planen skal arbejde mest, da det ikke omfatter decideret undervisning.

Efter mødet med Howrah stationen og drengene fik turen ud til slumskolen. Det var et langt mere positiv oplevelse, da man oplevede ca. 150 børn i en velfungerende skole. Børnene bliver udvalgt blandt slummens mange, mange børn. Skolen har ikke kapicitet til mere end 150, så man må desværre sortere mange fra. Men dem der kommer i skolen modtager kyndig undervisning og et dagligt måltid mad. Samtidig er det vigtigt for skolen at uddanne lokalområdet, så hver måned er der “awareness camp” hvor et aktuelt emne (affald, hygiejne etc…) bliver diskuteret og undervist i – til mødre, søskende og andre fra området. Pyha, jeg må hellere stoppe min svada omkring LittleBigHelpers, men jeg tror, at I har forstået, at jeg er hooked?

Tilbage til bedstemor. Efter min rundvisning til de forskellige projekter ringer bedstemor mig op og fortæller at hun altså er blevet indlagt på hospitalet. For at gøre en lang historie kort: hun var syg, meget syg. En infektion i kroppen. .. Men ret hurtigt blev hun rask og klar igen og nu begyndte den virkelig kamp: at få hende udskrevet og “fit for flight” så vi kunne komme afsted til Goa. Vi skulle have været med flyveren lørdag morgen til Goa, men vi er altså først ankommet i dag (mandag). Dvs. at vi har tilbragt de sidste tre dage på hospitalet. TIl gengæld har det været et billig hotel (inkl. mad) for os. Forsikringen betaler det hele undtagen det mad, jeg har spist, som sniger sig op på det svimlende beløb 310 rupees (godt og vel 33 kroner for 3 dages kost og logi) – det kan vist ikke gøres billigere…

Men nu – endelig! – er vi i Goa og skal nyde sandstrandene inden bedstemor på lørdag drager mod det kolde nord og jeg er alene. Helt alene. I karryens land.

Håber I har det godt og nyd foråret. Jeg er misundelig. Oprigtigt. Her er lidt for varmt….

Varanasi III

27 feb

Min kære mormor er ved at overtage sendefladen her på bloggen lidt rigeligt med sine historier, så jeg må heller komme igang med tasterne.

I morgen er vores Varanasi-eventyr slut for denne gang og vi drager mod Kolkata, hvor vi (nok mest undertegnet) skal mødes med Lisbeth, som bliver min “chef”, når jeg skal derhen og arbejde med gadebørnene. Det bliver sindssygt spændende at møde hende og ikke mindst se projekterne.

Varanasi har været en positiv oplevelse. Det var rart endelig at slippe for overprized rejser med Jysk Rejsebureau og ligesom stå på egne ben. Vi har som fornævnt boet hos Somit i hans “familiefortagende”, hvor vi er blevet passet på at drengene, der arbejder her. Billeder af de gæve gutter er kommet op på bloggen tidligere. Dagene er gået hurtigt. Vi har været i biografen og set templer og alt det der. Men egentlig er min hverdag mest af alt gået med at dyrke yoga, lære hindi og trave ned til Ganges for at sidde og betragte hinduernes bad og tilbedelse ved floden.

I aften skal jeg drikke en øl eller to sammen med Vicky på hans terrasse, som ligger lige ud til Ganges. Der skulle eftersigende være fuldmåne, så mon ikke det bliver en smuk øl! 🙂

Bewste har ordet III

27 feb

Der er mange oplevelser, nogle er positive andre er negative. Heldigvis er der overvægt af de positive, men indimellem har jeg følt mig truet på min “karma”, hvis jeg ikke har givet penge nok til diverse projekter.

I går var vi nede og besøge ned største “begravelses-ghat” ved Ganges. Vi så hvor de forskellige kaster blev brændt. De chokerede mig, at der også i døden er forskel på folk. Vi havde fået af vide at guiden var frivillig og derfor ikke skulle have andet end drikkepenge for sin ydelse. Pludselig sad der en lille dame og spurgte om hun skulle velsigne os. Og jeg skulle da velsignes. Hvorefter hånden kom frem, og det var meningen at jeg skulle give 600 rupees til træ til ligbrænding af efterladte ældre, der lå for døden på et nærliggende hospice. Det ville jeg ikke. Hvorefter guiden bliver sur og fortalte mig, at det var skidt for min karma. Vestlændige kunne komme her og købe tøj og mad, men ikke give fattige mennesker træ til deres brænding. Imiddlertid kunne jeg rette det hele op, hvis jeg gik op på hospice og lagde 1200 rupees. Det gjorde jeg så ikke. Jeg snakkede med vores vært i dag, som fortalte, at der var mafia bag ved meget af den slags. Jeg føler nu, at jeg har levet min karma godt nok.

I aftes fik jeg endelig lov til at pusle om et par indiske babyer, så alle mine bedstemorgener blev tilfredsstillet. Vi havde en dejlig aften i selskab med vores guide Vicky til en 1-års fødselsdag, hvor vi var de eksotiske i forsamlingen.

Så er der billeder….

27 feb

Jeg havde tænkt mig at skrive en billedtekst til hvert billede, men det gider jeg faktisk ikke alligevel. Dette er lidt billeder fra vores ture….

20130227-130321.jpg

20130227-130338.jpg

20130227-130343.jpg

20130227-130348.jpg

20130227-130354.jpg

20130227-130400.jpg

20130227-130415.jpg

20130227-130407.jpg

20130227-130429.jpg

20130227-130420.jpg

20130227-130425.jpg

20130227-130435.jpg

20130227-130452.jpg

20130227-130505.jpg

20130227-130446.jpg

20130227-130511.jpg

20130227-130500.jpg

20130227-130551.jpg

20130227-130603.jpg

20130227-130517.jpg

20130227-130634.jpg

20130227-130611.jpg

20130227-130621.jpg

Bewste har ordet II

27 feb

ja, her er så bewste. sikken tur, kan I lige tro. Som Line skriver, så er jeg altså tilbage til mit gamle erhverev… nej ikke helt, for undervisningsmetoden her er ikke lige dem, som jeg hælder til. Det er så ikke noget, jeg kan ændre, så jeg nøjes med at give de dejlige unger+ for det er de, både her og i slummen, og de er glade. Det var så lige en indskudt sætning, der ikke blev gjort færdig.. men altså, jeg prøver at give dem lidt sjov

Iaftes var jeg i slummen.. en længere tur, først til fods. Og her mener jeg på mine hævede og sårede fødder, og så tpå rickshaw, og jeg siger jer, her er noget, der hedder trafik. Anyway. Da vi kom til skolen, som er et lille lokale i det ,der hjemme hos os er et beghus+ ja, da var der ingen børn i skole. Det viste sig, at der var en lille familiefejde omkring et bryllup, som skulle være samme aften. Jeg fik så at vide, at i slummen måtte man kun gifte sig efter mørkets frembrud, da det kun er for højerestående at holde fine bryllupper. Idag har jeg haft en facereading. Ddet var spændennde. ja, og i aften skal vi til en babyfest- dåb e.l.l. tror vi nok. Og så vil jeg nok slutte lige nu, men jeg skal bare sige, at her er skønt, anderledes og beskidt, men … Jeg har ikke eet minut været urolig eller bange for noget som helst. Jeg skal herud igen. Jeg vil gerne hjælpe Summit med hans skoleprojekt, og jeg har en god ide til hvordan. Jeg kender jo en masse pensionerede lærere med både tid, evne og lyst til at bruge livet på noget , selv om de ikke mere er i job.

20130227-092131.jpg
Her sidder bewste med nogle af børnene i skolen ved Guesthouse

Varanasi II

23 feb

Så er vores “hverdag” ved at begynde i Varanasi. Vi bor i et fantastisk lille guesthouse inde midt i labyrinten af små snævre gader (ja, vi kan ærlig talt ikke finde ud og hjem uden hjælp). Stedet er ejet af Sumit, som har viet hele sit liv til andre. Han har dette guesthouse, kører yoga-, hindi-, madlavnings-, sitar- og mahindilektioner. Alle pengene går til hans projekter i nærområdet, hvor han tiilbyder undervisning til børn fra fattige familer. Når man bor i hans guesthouse har man også mulighed for at komme ud og undervise børnene både her i midtbyen af Varanasi og ude i slumområdet.

Her sprang bedstemor i al sin iver jo til. Så i går var hun ude og undervise ca. ti børn i slummen i matematik og engelsk. Jeg er ikke så engageret i det frivillige arbejde her, men det er nok fordi, at jeg ved, at jeg skal være afsted i tre måneder i Kolkata.

De tre ansatte på stedet her er alle tidligere børn, som Somit har hjulpet i sit arbejde. To af dem er endda nogle, han har hjulpet ud af gangstermiljøet her i Varanasi. De er alle tre mega søde! (Den ene er vores førnævnte guide). De kalder allesammen bedstemor for deres “grandmother”, så hun har nok at se til… En masse slumbørn og reservebørnebørn.

I dag er vi begge vågnet til noget af et syn. Jeg har fået en af mine meget populære infektioner i huden, så jeg ligner en krydsning mellem en pestramt og en nyudklækket teenager. Lækkert. Jeg har allerede været nede og købe lidt piller, for her stiller man jo ingen spørgsmål hos apotekeren. Du får bare dine piller. Måske det skulle udnyttes? Hæhæ. Bedstemor har fået eet myggestik. Men til gengæld et velplaceret et. Midt på øjelåget. Så hendes højre øje er hævet til tredoblet størrelse. Men hun skal ikke brokke sig. Jeg er nok verdens bedste anti-myggespray der findes. Ingen får myggestik, når jeg er i nærheden…. Jeg tror, jeg er oppe på omkring de 20 stik – bare på min ene arm! Jamen, altså… Bedste og jeg er sgu lidt ynkelig at se på i dag!!

Jeg vil smutte… Jeg har en yoga lektion oppe på taget om et par minutter. Derefter hindi…

Varanasi og “Yoga Education Training Society” har min varmeste anbefaling!!

Varanasi

21 feb

Saa har jeg endelig fundet tid til at skrive lidt mere… Dagene flyver jo afsted hernede! Vi fik set Taj Mahal. Overhovedet ikke de 750 rupees vaerd, som os hvide skal betale. VI havde ogsaa en rimelig slesk guide (bedstemor elskede ham….. jeg synes, han var klam. og traels), men det er da i hvert fald noget, man nu kan sige, at man har set. Efter Agra blev vi koert tilbage til Delhi, hvor vi havde en enkelt overnatning inden afgang mod Varanasi. 

Vi skulle – selvfoelgelig – med tog til Shivas by. Saa klokken seks om aftenen satte vi os til rette paa vores pladser i toget og saa fremtid til 14 timers togtur. Togture er jo indbegrebet af Indien. Og de 30 minutter vi havde med sollys noed vi til fulde med at kigge fortryllet ud paa det indiske landskab. Da solen fik ned og roeven oem (her snakker vi nok mest hos mormor) begyndte det at vaere mindre fortryllende. Jeg havde faaet en seng oeverst oppe, altsaa under taget paa toget. Det var da intet problem, taenkte jeg, indtil jeg kom op og indsaa at saadan cirka intet soergede for, at jeg blev oppe. Men jeg faldt da i soevn. Sammenkrullet inde mod vaeggen og vugget i seng af togets rykken frem og tilbage. Og til cirka 50 kroner for 800 kilometer tilbagelagt, saa er det da vist fint.

Varanasi

Nu er vi saa landet i Varanasi. Og sikke en by. I gaar stod jeg op klokken 4.30 for at gaa ned til Ganges og opleve sunopgangen. Her moedte vores guide mig. Bedstemor havde valgt at sove laenge den dag. Da jeg ikke rigtig gad den betalte baadtur, tog han mig en tur hen af bredden, hvor vi saa alle Ghats. Da der er Kumbh Mela i nabobyen er mange Sadhu taget til Varanasi og slaa camp. Omkring 50 hjemmelavet telte er derfor slaaet op paa en Ghat, hvor de saa bor indtil de igen drager tilbage til deres huler oppe i bjergene. Det var virkelig en flot tur, og til mit held er vores guide rimelig ny, saa han fortalte op og ned om sig selv og sin familie. Det hele endte da ogsaa ud med at jeg endte til chai the hjemme i hans hus, hvor jeg moedte moderen, soesteren, broedrene (som sov paa sengen, som i det kvarter jeg var der blev sofa), moster og mors moster. Pyha….. Men de var allesammen vaeldig soede. Klokken var blevet mange og vi maette tilbage og vaekke bedstemor, saa vi kunne komme afsted til Kumbh Mela. 

Jeg har fucking oplevet Kumbh Mela. Kumbh freaking Mela. Wow. Da vi var afsted i gaar, var der dog ikke saa mange mennesker til festivalen. Nok omkring 2 millioner mennesker var samlet paa et omraade ikke meget stoerre end Roskilde. Og der var ogsaa lidt Roskilde-stemning. Folk boede i telte, der var musik, dans og tivoli. Alt i alt bare ren og skaer stemning. Vi fik afvide, at den 15. februar havde 20.000.000 mennesker vaeret der og badet i Ganges. Sjovt nok, var det faktisk vores oprindelig dag. Det var nok egentlig okay, at vi ikke tog afsted den dag.

Status er at vi befinder os i Varanasi. Og det bliver vi nok ved med i en lille uges tid endnu. Her er saa hyggeligt og gennemsyret af religion, tradition og spiritualitet. I morgen er vores planer at finde noget yoga, saa jeg kan faa strukket ud og bedstemor kan laere at meditere. 

 

Haaber I har det godt hjemme i Danmark. 

Namaste India

16 feb

Så… Nu har jeg endelig tid til at opdatere lidt.

Endelig tilbage til Indien. Yes, yes, yes. Allerede da vi kom ud af lufthavnen kunne man lugte dét. Lugten af mad, paan og forurening. Selvfølgelig var vores baggage ikke kommet hele vejen til Delhi, men kunne man forvente andet?

Dag 1:
Lettere omtåget af mangel på søvn på andet døgn smutter jeg ned til vores bureau for at høre om ture etc. etc. Vi har, inkluderet i vores ankomstpakke, billetter til en Bollywood film. Dag et blev derfor brugt i biografen, hvor vi så “ABCD” (Anybody Can Dance). Tre timer og ti minutter senere havde de dansende skuespiller også overbevist bedste, at Bollywood er helt igennem fantastisk!

Dag 2:
Da vi først kan få anstændige billetter til Varanasi på mandag, valgte jeg at vi skulle tage til Jaipur. Rejsebureauet havde et godt pakketilbud, så der slog jeg til. Så turen var selvfølgelig overpriced og turistet, men stadig skidebillig og spændende. Derfor havde vi omkring middag en privat chauffør klar til at køre os til Jaipur. Dagen gik mest med at betragte vejene og naturen.

Dag 3:
Jaipur. Jeg har længe drømt at komme til Rajastan, så jeg glædede mig til at opleve Jaipur. Det er tydeligt at byens beboere har den dybeste respekt for deres kongelige. Vi brugte nogle timer ved City Palace, hvor vi heldigvis havde en fantastisk guide, som gjorde historierne om Maharaja spiselige og interessante. Vores guide var en gæv gut, som var dybt religiøs (hindu, selvfølgelig) og vi havde mange spændende samtaler omkring karma, livet, døden og astrologi.
Han tog os med til en smykkeforretning, selvfølgelig fordi han får commission, hvor mit spørgsmål om stjernetegnes sten fik mig ledt ind i et baglokale, hvor en mand aflæste min aura. Nu ved jeg godt, at mange her vil blive kritiske og kalde mig naiv og idiot, men holy cow. Jeg havde kun sagt mit navn, så kunne han fortsætte med at fortælle mig alt om mit liv. Og her snakker vi ikke kun almene følelser og plidderpladder. Nej, han kunne i detaljer fortælle om anliggender, som endda er for private til bloggen. Herefter giver han mig en sten, som jeg skal sidde med i to minutter, hvorefter jeg skal aflæse min puls. Mit hjerte hamrede afsted. Jeg synes stadig at tro på at krystaller og sten er lidt for new age til mig, men dét var eddermame en surrealistisk oplevelse.

Dag 4:
I dag har vi kørt mod Agra. I silende regnvejr. Jeg har sjældent oplevet noget lignende. Monsun i Bangalore var ikke engang så slem. Regnen har resulteret i en slem halspine hos mig, men hellere det end “Delhi Belly”.

I morgen skal vi ud og se Taj Mahal. Jeg skal virkelig have fundet min “ja” hat frem, ellers kommer jeg til at slå en af de øretæveindbydende små sælgere. Wish me luck!!!

Alt i alt er jeg ekstatisk over, endelig, at være tilbage. Elefanter på vejene, mutter paneer, naan, lassi, saree, om shanti, speciel prize for you….. Jo, Indien er sgu fantastisk!

20130216-230122.jpg

Billede

Første billede. Jeg er i live!!

13 feb

20130213-200754.jpg

Billedet er fra en film jeg har optaget. Status: jeg lever og i morgen går turen til Rajasthan!