Ih altså, hvor har jeg meget at fortaelle. Vi forlod Varanasi med (for mig vedkommende) kun gode og positive minder. Jeg skal helt sikkert tilbage engang…
Kolkata:
Næste destination var Kolkata, hvor vi skulle være små to døgns tid, så jeg kunne se de projekter, jeg skal arbejde på her om en lille måneds tid.
Med fare for at gentage mig selv: jeg skal fra midt april til midt juli arbejde for LittleBigHelpers i Kolkata. LittleBigHelpers er en dansk organisation startet af Lisbeth, som opgav stor karriere i England for at hjælpe børn i Indien. Jeg glæder mig super meget til at arbejde for LBH, da de er meget anderledes end andre hjælpeorganisationer, f.eks. siger de nej til rigtig mange frivillige, fordi man skal være sikker på, at det er kvalificeret folk, der omgiver og tager sig af de skrøbelige sårbare børn. (Her kan man måske tænke at det er sjovt, at jeg har den holdning, når jeg selv har været “ukvalificeret” frivillig og egentlig stadig er det…) Ydermere har LBH absolut minimum administrations- og lønnningsudgifter. Alt i alt er jeg – indtil videre – ovenud lykkelig for at være blevet valgt som frivillig for LittleBigHelpers!
Nå, tilbage på sporet…. Vi mødte Lisbeth på en cafe samme aften, som vi ankom for at snakke og sådan. Bedstemor og hende fik snakket om ideer til fundraising arrangementer, artikler etc. Vi aftalte at næste dag klokken 11 skulle vi mødes med en ansat fra LBH, som ville vise os (plus dansk journalist og indiske fotograf) de to etablerede projekter i Kolkata: slumskolen og day care ved stationen.
Næste morgen måtte jeg desværre selv tage afsted på eventyr da min kære mormor var blevet i den grad syg, men mere om det senere….
LBH har et day care center ved Howrah station (som snart bliver til et døgncenter, men nok mere om det senere..). Jeg vil ikke skrive en masse om det, men det var skidespændende og virkelig et flot og vigtigt projekt. Jeg kom med over på stationen, hvor jeg mødte børn og unge (helt ned til femårs alderen) der sniffede lim og nægtede at tage imod LBHs hjælp, da det betyder et farvel til limen. Grænseoverskridende…
(Specielt til Camilla: i den grad streching zone!!!)
Det er her ved stationen at jeg efter planen skal arbejde mest, da det ikke omfatter decideret undervisning.
Efter mødet med Howrah stationen og drengene fik turen ud til slumskolen. Det var et langt mere positiv oplevelse, da man oplevede ca. 150 børn i en velfungerende skole. Børnene bliver udvalgt blandt slummens mange, mange børn. Skolen har ikke kapicitet til mere end 150, så man må desværre sortere mange fra. Men dem der kommer i skolen modtager kyndig undervisning og et dagligt måltid mad. Samtidig er det vigtigt for skolen at uddanne lokalområdet, så hver måned er der “awareness camp” hvor et aktuelt emne (affald, hygiejne etc…) bliver diskuteret og undervist i – til mødre, søskende og andre fra området. Pyha, jeg må hellere stoppe min svada omkring LittleBigHelpers, men jeg tror, at I har forstået, at jeg er hooked?
Tilbage til bedstemor. Efter min rundvisning til de forskellige projekter ringer bedstemor mig op og fortæller at hun altså er blevet indlagt på hospitalet. For at gøre en lang historie kort: hun var syg, meget syg. En infektion i kroppen. .. Men ret hurtigt blev hun rask og klar igen og nu begyndte den virkelig kamp: at få hende udskrevet og “fit for flight” så vi kunne komme afsted til Goa. Vi skulle have været med flyveren lørdag morgen til Goa, men vi er altså først ankommet i dag (mandag). Dvs. at vi har tilbragt de sidste tre dage på hospitalet. TIl gengæld har det været et billig hotel (inkl. mad) for os. Forsikringen betaler det hele undtagen det mad, jeg har spist, som sniger sig op på det svimlende beløb 310 rupees (godt og vel 33 kroner for 3 dages kost og logi) – det kan vist ikke gøres billigere…
Men nu – endelig! – er vi i Goa og skal nyde sandstrandene inden bedstemor på lørdag drager mod det kolde nord og jeg er alene. Helt alene. I karryens land.
Håber I har det godt og nyd foråret. Jeg er misundelig. Oprigtigt. Her er lidt for varmt….