Palolem Beach, Goa

Så er ferien sgu ovre. For ti minutter siden sendte jeg en sentimental bedstemor med taxi mod lufthavnen, videre til Delhi og hjem mod kolde farveløse Danmark i morgen. Nu er jeg alene. Helt alene.

Om få timer tager jeg bussen mod Bangalore. Da jeg har været lidt for sent ude med at få reserveret er det blevet til en lidt dyrere tur end beregnet, men sammenlignet med danske priser er det jo ingenting. Jeg ankommer i morgen klokken 6.30 til Majestic i Bangalore, hvorefter jeg forhåbentlig hurtigt kan få fundet en bus, der kan kører mig den sidste time ud til Whitefield. Abhayadhama Human Development Center.

Brother Das ringede til mig i forgårs for at høre, hvornår jeg kom. Det var underligt at høre hans stemme igen. Derefter ringede Kumar. Efter Kumars opkald kunne jeg mærke, at jeg selvfølgelig glæder mig som et lille barn til at se alle de friske, gæve drenge igen. Søndag bliver en dag i dansens tegn, hvis jeg kender drengene ret.

Efter mit besøg hos Abhayadhama skal jeg videre til Tamil Nadu (Madurai) hvor min plan er at gennemføre 14 dages ashram. Men nu må vi se….

Sidst i marts bevæger jeg mig nordpå for at ramme Holi festivalen, der forvandler hele Nordindien til en marihuanarygende, farveladekastende, dansende, gudstilbedende folkefest. But the things is… Jeg er alene. Ingen forpligelser den næste måneds tid, forhåbentlig bare en masse sjov!

Forresten Goa: åh, Goa. Vejret har været skønt (nogle dage lidt for skønt til min og bedste lyse teint) Men det er nogenlunde det. Goa er ikke Indien. Goa er et paradis, ja. Men der er eddermame mange fulde russer i paradis…

Solnedgang

Brændt Line

Brændt Bedstemor med turisttøjet på.

Kolkata

Ih altså, hvor har jeg meget at fortaelle. Vi forlod Varanasi med (for mig vedkommende) kun gode og positive minder. Jeg skal helt sikkert tilbage engang…

Kolkata:
Næste destination var Kolkata, hvor vi skulle være små to døgns tid, så jeg kunne se de projekter, jeg skal arbejde på her om en lille måneds tid.

Med fare for at gentage mig selv: jeg skal fra midt april til midt juli arbejde for LittleBigHelpers i Kolkata. LittleBigHelpers er en dansk organisation startet af Lisbeth, som opgav stor karriere i England for at hjælpe børn i Indien. Jeg glæder mig super meget til at arbejde for LBH, da de er meget anderledes end andre hjælpeorganisationer, f.eks. siger de nej til rigtig mange frivillige, fordi man skal være sikker på, at det er kvalificeret folk, der omgiver og tager sig af de skrøbelige sårbare børn. (Her kan man måske tænke at det er sjovt, at jeg har den holdning, når jeg selv har været “ukvalificeret” frivillig og egentlig stadig er det…) Ydermere har LBH absolut minimum administrations- og lønnningsudgifter. Alt i alt er jeg – indtil videre – ovenud lykkelig for at være blevet valgt som frivillig for LittleBigHelpers!

Nå, tilbage på sporet…. Vi mødte Lisbeth på en cafe samme aften, som vi ankom for at snakke og sådan. Bedstemor og hende fik snakket om ideer til fundraising arrangementer, artikler etc. Vi aftalte at næste dag klokken 11 skulle vi mødes med en ansat fra LBH, som ville vise os (plus dansk journalist og indiske fotograf) de to etablerede projekter i Kolkata: slumskolen og day care ved stationen.

Næste morgen måtte jeg desværre selv tage afsted på eventyr da min kære mormor var blevet i den grad syg, men mere om det senere….

LBH har et day care center ved Howrah station (som snart bliver til et døgncenter, men nok mere om det senere..). Jeg vil ikke skrive en masse om det, men det var skidespændende og virkelig et flot og vigtigt projekt. Jeg kom med over på stationen, hvor jeg mødte børn og unge (helt ned til femårs alderen) der sniffede lim og nægtede at tage imod LBHs hjælp, da det betyder et farvel til limen. Grænseoverskridende…
(Specielt til Camilla: i den grad streching zone!!!)
Det er her ved stationen at jeg efter planen skal arbejde mest, da det ikke omfatter decideret undervisning.

Efter mødet med Howrah stationen og drengene fik turen ud til slumskolen. Det var et langt mere positiv oplevelse, da man oplevede ca. 150 børn i en velfungerende skole. Børnene bliver udvalgt blandt slummens mange, mange børn. Skolen har ikke kapicitet til mere end 150, så man må desværre sortere mange fra. Men dem der kommer i skolen modtager kyndig undervisning og et dagligt måltid mad. Samtidig er det vigtigt for skolen at uddanne lokalområdet, så hver måned er der “awareness camp” hvor et aktuelt emne (affald, hygiejne etc…) bliver diskuteret og undervist i – til mødre, søskende og andre fra området. Pyha, jeg må hellere stoppe min svada omkring LittleBigHelpers, men jeg tror, at I har forstået, at jeg er hooked?

Tilbage til bedstemor. Efter min rundvisning til de forskellige projekter ringer bedstemor mig op og fortæller at hun altså er blevet indlagt på hospitalet. For at gøre en lang historie kort: hun var syg, meget syg. En infektion i kroppen. .. Men ret hurtigt blev hun rask og klar igen og nu begyndte den virkelig kamp: at få hende udskrevet og “fit for flight” så vi kunne komme afsted til Goa. Vi skulle have været med flyveren lørdag morgen til Goa, men vi er altså først ankommet i dag (mandag). Dvs. at vi har tilbragt de sidste tre dage på hospitalet. TIl gengæld har det været et billig hotel (inkl. mad) for os. Forsikringen betaler det hele undtagen det mad, jeg har spist, som sniger sig op på det svimlende beløb 310 rupees (godt og vel 33 kroner for 3 dages kost og logi) – det kan vist ikke gøres billigere…

Men nu – endelig! – er vi i Goa og skal nyde sandstrandene inden bedstemor på lørdag drager mod det kolde nord og jeg er alene. Helt alene. I karryens land.

Håber I har det godt og nyd foråret. Jeg er misundelig. Oprigtigt. Her er lidt for varmt….

Varanasi III

Min kære mormor er ved at overtage sendefladen her på bloggen lidt rigeligt med sine historier, så jeg må heller komme igang med tasterne.

I morgen er vores Varanasi-eventyr slut for denne gang og vi drager mod Kolkata, hvor vi (nok mest undertegnet) skal mødes med Lisbeth, som bliver min “chef”, når jeg skal derhen og arbejde med gadebørnene. Det bliver sindssygt spændende at møde hende og ikke mindst se projekterne.

Varanasi har været en positiv oplevelse. Det var rart endelig at slippe for overprized rejser med Jysk Rejsebureau og ligesom stå på egne ben. Vi har som fornævnt boet hos Somit i hans “familiefortagende”, hvor vi er blevet passet på at drengene, der arbejder her. Billeder af de gæve gutter er kommet op på bloggen tidligere. Dagene er gået hurtigt. Vi har været i biografen og set templer og alt det der. Men egentlig er min hverdag mest af alt gået med at dyrke yoga, lære hindi og trave ned til Ganges for at sidde og betragte hinduernes bad og tilbedelse ved floden.

I aften skal jeg drikke en øl eller to sammen med Vicky på hans terrasse, som ligger lige ud til Ganges. Der skulle eftersigende være fuldmåne, så mon ikke det bliver en smuk øl! 🙂

Bewste har ordet III

Der er mange oplevelser, nogle er positive andre er negative. Heldigvis er der overvægt af de positive, men indimellem har jeg følt mig truet på min “karma”, hvis jeg ikke har givet penge nok til diverse projekter.

I går var vi nede og besøge ned største “begravelses-ghat” ved Ganges. Vi så hvor de forskellige kaster blev brændt. De chokerede mig, at der også i døden er forskel på folk. Vi havde fået af vide at guiden var frivillig og derfor ikke skulle have andet end drikkepenge for sin ydelse. Pludselig sad der en lille dame og spurgte om hun skulle velsigne os. Og jeg skulle da velsignes. Hvorefter hånden kom frem, og det var meningen at jeg skulle give 600 rupees til træ til ligbrænding af efterladte ældre, der lå for døden på et nærliggende hospice. Det ville jeg ikke. Hvorefter guiden bliver sur og fortalte mig, at det var skidt for min karma. Vestlændige kunne komme her og købe tøj og mad, men ikke give fattige mennesker træ til deres brænding. Imiddlertid kunne jeg rette det hele op, hvis jeg gik op på hospice og lagde 1200 rupees. Det gjorde jeg så ikke. Jeg snakkede med vores vært i dag, som fortalte, at der var mafia bag ved meget af den slags. Jeg føler nu, at jeg har levet min karma godt nok.

I aftes fik jeg endelig lov til at pusle om et par indiske babyer, så alle mine bedstemorgener blev tilfredsstillet. Vi havde en dejlig aften i selskab med vores guide Vicky til en 1-års fødselsdag, hvor vi var de eksotiske i forsamlingen.

Så er der billeder….

Jeg havde tænkt mig at skrive en billedtekst til hvert billede, men det gider jeg faktisk ikke alligevel. Dette er lidt billeder fra vores ture….

Bewste har ordet II

ja, her er så bewste. sikken tur, kan I lige tro. Som Line skriver, så er jeg altså tilbage til mit gamle erhverev… nej ikke helt, for undervisningsmetoden her er ikke lige dem, som jeg hælder til. Det er så ikke noget, jeg kan ændre, så jeg nøjes med at give de dejlige unger+ for det er de, både her og i slummen, og de er glade. Det var så lige en indskudt sætning, der ikke blev gjort færdig.. men altså, jeg prøver at give dem lidt sjov

Iaftes var jeg i slummen.. en længere tur, først til fods. Og her mener jeg på mine hævede og sårede fødder, og så tpå rickshaw, og jeg siger jer, her er noget, der hedder trafik. Anyway. Da vi kom til skolen, som er et lille lokale i det ,der hjemme hos os er et beghus+ ja, da var der ingen børn i skole. Det viste sig, at der var en lille familiefejde omkring et bryllup, som skulle være samme aften. Jeg fik så at vide, at i slummen måtte man kun gifte sig efter mørkets frembrud, da det kun er for højerestående at holde fine bryllupper. Idag har jeg haft en facereading. Ddet var spændennde. ja, og i aften skal vi til en babyfest- dåb e.l.l. tror vi nok. Og så vil jeg nok slutte lige nu, men jeg skal bare sige, at her er skønt, anderledes og beskidt, men … Jeg har ikke eet minut været urolig eller bange for noget som helst. Jeg skal herud igen. Jeg vil gerne hjælpe Summit med hans skoleprojekt, og jeg har en god ide til hvordan. Jeg kender jo en masse pensionerede lærere med både tid, evne og lyst til at bruge livet på noget , selv om de ikke mere er i job.

Her sidder bewste med nogle af børnene i skolen ved Guesthouse

Varanasi II

Så er vores “hverdag” ved at begynde i Varanasi. Vi bor i et fantastisk lille guesthouse inde midt i labyrinten af små snævre gader (ja, vi kan ærlig talt ikke finde ud og hjem uden hjælp). Stedet er ejet af Sumit, som har viet hele sit liv til andre. Han har dette guesthouse, kører yoga-, hindi-, madlavnings-, sitar- og mahindilektioner. Alle pengene går til hans projekter i nærområdet, hvor han tiilbyder undervisning til børn fra fattige familer. Når man bor i hans guesthouse har man også mulighed for at komme ud og undervise børnene både her i midtbyen af Varanasi og ude i slumområdet.

Her sprang bedstemor i al sin iver jo til. Så i går var hun ude og undervise ca. ti børn i slummen i matematik og engelsk. Jeg er ikke så engageret i det frivillige arbejde her, men det er nok fordi, at jeg ved, at jeg skal være afsted i tre måneder i Kolkata.

De tre ansatte på stedet her er alle tidligere børn, som Somit har hjulpet i sit arbejde. To af dem er endda nogle, han har hjulpet ud af gangstermiljøet her i Varanasi. De er alle tre mega søde! (Den ene er vores førnævnte guide). De kalder allesammen bedstemor for deres “grandmother”, så hun har nok at se til… En masse slumbørn og reservebørnebørn.

I dag er vi begge vågnet til noget af et syn. Jeg har fået en af mine meget populære infektioner i huden, så jeg ligner en krydsning mellem en pestramt og en nyudklækket teenager. Lækkert. Jeg har allerede været nede og købe lidt piller, for her stiller man jo ingen spørgsmål hos apotekeren. Du får bare dine piller. Måske det skulle udnyttes? Hæhæ. Bedstemor har fået eet myggestik. Men til gengæld et velplaceret et. Midt på øjelåget. Så hendes højre øje er hævet til tredoblet størrelse. Men hun skal ikke brokke sig. Jeg er nok verdens bedste anti-myggespray der findes. Ingen får myggestik, når jeg er i nærheden…. Jeg tror, jeg er oppe på omkring de 20 stik – bare på min ene arm! Jamen, altså… Bedste og jeg er sgu lidt ynkelig at se på i dag!!

Jeg vil smutte… Jeg har en yoga lektion oppe på taget om et par minutter. Derefter hindi…

Varanasi og “Yoga Education Training Society” har min varmeste anbefaling!!